At the moment i explore gravities in materials, illusions and emotions. The paradox in feeling or thinking that something is heavy or easy and learn that it´s the opposite. When mind and matter tricks you, surprices you or overwhelms you.

 

Tyngder

Er det let?
Er det tungt?
Narrative erfaringer svare på disse spørgsmål.

Det ligner et materiale i den tunge ende – beton? Er et motiv tungt? Fysisk, følelsesmæssigt eller mentalt. Er kompleksiteten en tung eller let størrelse? Er Calders uroer tunge eller lette?
Som jeg husker det var beskeden om at du skulle dø, så tung at bære at jeg måtte låse mine knæ, for ikke at falde under tyngden af vished.

Det var sygdommen som afgjorde dit liv og til sidst definerede det. Du visnede nedefra og op. Til sidst blev døden en lettelse? Kan noget tungt blive let? en lettelse…for dig og mig??
Du skulle dø, jeg skal også dø, men du skal dø snart.

Vi byggede et liv op trods vægten af realiteterne. Vi byggede og byggede på et grundlag af nuet. Indtil da havde vi bygget op, sat i sving, plantet på et fundament af fremtid.

Jeg erfarede at drømme var lettere at udleve på et fundament af nu end i morgen.
Beslutninger som havde ligget og ventet på en fremtid og været så tunge at de ikke kunne krænges ud og realiseres, blev realiseret med største lethed.
Tiden med dig blev så komprimeret. Hvis vi kunne se ind i beslutningernes atomer, må de have været mere komprimeret end normalt. Luftrummet omkring atomerne, hvor eftertankerne gemmer sig, eksisterede ikke, tiden frarøvede dem luften, sugede den ud. Vi blev gamle sammen på 2 år.

Du døde og jeg døde ikke, jeg bærer livet videre, som en byrde når tyngden af sorg presser på fra alle sider.

Tid har naturlove indbygget. Det tog din sygdom 2 1/2 år at slå dig ihjel, det tog mig 2 1/2 år at indse, at du er død. Jeg ved ikke hvor død du er, nogen siger du går ved siden af mig hele tiden og jeg ved heller ikke hvorfor du blev syg. Men jeg ved, at den tanke føles let i sin tyngde, som noget som flyver op, fordi der ikke findes et svar, hvivler tankerne rundt i luften og gør mig svimmel.

Vi tager masker på som passer til tyngden, realiteterne, situationerne og narrativerne, men intet passser sammen længere.

IMG_0309 IMG_0155 Skærmbillede 2016-05-17 kl. 14.52.15Skærmbillede 2016-05-17 kl. 14.56.38 IMG_0123Skærmbillede 2016-05-17 kl. 14.58.42