I put your ashes in the ground and looked up. I heard Saturns ring sing on youtube, saw monster stars and Galaxy clusters on instagram and read about dimensions. You must be there, in other dimensions, in new constructions. 

 

Der flød skitser af et liv rundt om os. Vi var midt i livet. På een nat tværede døden livet ud. Lagde et nyt lag ovenpå. Et lag som var uomtvisteligt, tungt, mørkt og fortættet. Nu er du død. Din død plus mit liv gjorde mig halv død.

Jeg lagde din aske i jorden og så op.

Jeg hørte saturns ringe synge på youtube, så på Monster stars, Hot gas giants og Galaxy clusters på  instagram. Jeg læste om dimensioner og prøvede at forstå vores manglende evne til at se eller forstå andet end 1. 2. 3. dimension. Du må være der, i de andre dimensioner i nye konstruktioner.

Du må være et sted deroppe.

 

Om dagen er himlen om natten universet.

Da temperaturen og hastigheden i universet faldt, efter the big bang, kunne protoner og neutroner finde hinanden. Temperaturen var stadig for høj til, at elektronerne kunne fastholdes omkring atomkernen, men på 370.000 år faldt temperaturen til 4.000 grader og grundstofferne kunne dannes. Det er det vi kommer af, stjernestøv eller en tilstand af temperatur, bevægelse og tiltrækning.

Da du blev brændt må den mængde af protoner og neutroner, som du bestod af være blevet frigivet og lever nu videre i nye konstellationer. Er du?

Jeg ser op når jeg tænker på dig, jeg taler til dig, jeg dataroamer dig. Jeg søger dit netværk, jeg vil tappe dig for informationer. Hvad ved du nu? Hvilken form er du? Elsker du mig stadig?

Kan man føle sig elsket af en mand som er død? Når jeg roamer dig føler jeg, at du er der som en varme langs min rygrad. Kan mine protoner og neotroner mærke dig? Dataroamer vi?

 

_MG_2248

 

Vi er opbygget af atomer som kommer fra universet. Alle mine celler er opbygget af de samme grundstoffer som alt andet i verden. Jeg er et stort celle kollektiv og jeg spiser andre celle kollektiver, fyldt med atomer, som bliver en del af mit kollektiv. Kan jeg spise dig?

Metamorfose. Metabolisme

Sorgen sætter sig på min fordøjelse. Maden bliver ikke ordentligt nedbrudt, tyndtarmen kan ikke trække nærigen ud. Jeg kan ikke fordøje livet, mine celler får ikke energi, jeg er træt, jeg orker ikke.

Den nat du døde mærkede jeg min krop delte sig i en højre og en venstre del. Nu løfter jeg mit højre ben og derefter mit venstre ben og nu går jeg. Jeg er svimmel og kan ikke finde balancen. Jeg går på mine to ben hen til healeren.

Healeren siger jeg er i frø og det vil jeg være i et hel år. Et helt år i dvale, i fostertilstand.

I den dvælende tilstand, finder jeg dig og mig igen.

 

_MG_2208