Naturlig julemagi – boligreportage fra mit hjem
I november havde jeg besøg af journalist Pia Olsen/ Livingstories og fotograf Anitta Behrendt, som lavede en fin boligreportage om mit hjem. Den blev bragt i Boligmagasinet november 2019. Se den i sin fulde længde her: Julereportage_boligmag
Walk, collect, create i julen.
Uden at drage politik ind i det, kunne man godt sige at jeg laver vinterpynt. Det starter faktisk allerede omkring allehelgens – for jeg ser en sammenhæng imellem fejringen af dem som vi har mistet og de tørrede blomster, planter, frøstande og kogler, som jeg finder på strandenge.
Jeg synes der er noget virkelig smukt over en rejnfan som er forvandlet til en chokoladebrun stregtegning af sig selv. Den er død, men alligevel sjælfuld og så bærer den på sin egen genskabelse – frøene. Jeg laver dekorationer, buketter og julepynt ud af blomsterne, som heldigvis fungerer godt som juledekorationer og ja faktisk hele vinteren. Om sommeren mikser jeg de tørrede blomster op med friske grene eller blomster og det fungere også rigtig smukt sammen.
Det er en smuk måde at genbruge på.
Naturfarvning om vinteren.
Om sommeren samler jeg blomster og planter, som jeg kan naturfarve med. Nogle af dem hænger jeg til tørre, så jeg har noget at farve med udenfor sæsonen. Blade fra træer som har gode egenskaber kan man plukke lige indtil de falder af. De har ikke samme kraft som når de springer ud, men det kan godt gå an. Jeg er så heldig at have et valnøddetræ i min have og når valnødder falder af træet, samler jeg de grønne skaller sammen og brygger en nærmest chokoladebrun suppe.
Hvis du vil lære teknikken og lave en masse naturfarvede tekstiler, så kan du læse mere om mine workshops her.
Du behøver ikke at have nogle forkundskaber. Jeg guider dig igennem hele processen og fortæller om teknikken, historien bag og det bæredygtige ved at naturfarve og du får en masse naturindfarvede tekstiler med hjem