Kategori: walk collect create

et rum som krydser natur, sanselighed, bæredyttighed, viden og fællesskaber

 

 

 

 

De 4 øverste fotos er fra en artikel i Politikkens Mad – magasin.

 

Som mange af jer ved, er jeg dybt optaget af at bruge naturen kreativt. Jeg sanker materialer i skoven, i grøftekanten, på stranden, på engen og i haven. Nogle materialer bearbejder jeg om til pigmenter, som jeg indfarver tekstiler med eller maler med. Ud af de indfarvede materialer, laver jeg nogle enkle produkter, som I kan finde i min webbutik. Jeg laver de forskellige produkter mest af alt for, at konkretisere hele processen og samtidig vise hvor rig naturen er. Men vigtigst af alt, gør jeg det sammen med andre nysgerrige ildsjæle – på workshops, som billedskolelærer og som huskunstner i folkeskolen. 

Måske kender du følelsen af, at finde mad i naturen og hvor forskellig den er fra at købe det i et supermarked. Det er den samme oplevelse at hente materialer i naturen, som i går da jeg var på Møns klint og fandt kridt, kul og ler og tog det med hjem og brugte på en workshop dagen efter. Eller når jeg forvandler et pigment lavet af egetræ – med jern, syre og base. Jeg deler ud af min viden og inspirerer andre til at forholde sig til naturens ressourcer. Hvorfor jeg mener det er så vigtigt, kan du læse mere om her.

 

 

Pigmenthaven 1. kapitel

Det er den del, som nu har taget fart. For i februar ringede Sigrid fra Billedskolen Storstrøm og spurgte om jeg kunne træde til. Hun havde 4 hold som savnede en underviser og jeg sagde ja tak!. Undervisningen foregår på Rønnebæksholm Kunsthal, som har en kæmpestor herregårdshave.
Mens verden gik i Corona-dvale, begyndte Pigmenthaven at spire. Lotte fra Rønnebæksholm, Sigrid og jeg gik i gang med at lægge store planer, som jeg glæder mig til at fortælle jer mere om – navnet er “Pigmenthaven” og det er en ok ledetråd.
Vi går allerede i gang med at uddanne børnene i at bruge naturen kreativt. En sommerskole i august og workshops til 13 folkeskoleklasser! Der nu drysses ud over efteråret.

 

Sommerland

Den nye designlinie på Talentskolen, som residere på Holmegårds Værk er også interesseret og skal igennem et forløb i september. Og lige før sommerferien landede huskunstner forløbet “Sommerland” hvor knap 150 børn fra Lollands flade muld, skal lære om naturlig kreativitet af mig og Lea Aino – det var en tung én at lande. Statens kunstfond ville ikke støtte, men det ville kulturpuljen i Guldborgsund og Nørre Alslev Skole heldigvis, så nu går det løs og som om det var det.

Håber I er blevet nysgerrige på, at bruge naturen kreativt, I ved hvor i kan finde mig derude i Sommerlandet og Pigmenthaven – nyd den og pas på den med sporløs færd.

 

 

—

 

 

En af de bedste gaver vi kan give vores børn og os selv, er en relation til naturen.
Får vi den relation til naturen og forstår den som et sted fyldt med levende organismer, vil det falde os naturligt at passe på den – for det er det – den gode relationer kan, den er bevaringsværdig.

Jeg er overbevist om, at følelsen af tilknytningen kan rykke i den grønne omstilling, sammen med viden. Men viden alene, garantere ikke handling og handling er nødvendigt. Naturen er under pres og biodiversiteten er truet.

Vi knytter os til naturen når vi er i nærkontakt med den og undersøger den nærmere.  Kan den spises, hvilke pigmenter har den, hvordan smager eller dufter den. Hvordan den føles – er den gummiagtig, behåret, skrøbelig eller stikkende.  Alle de sanselige oplevelser vi får med naturen, binder sig ind i vores fortælling og lander en oplevelse – en æstetisk naturoplevelse.

Du kender sikkert følelsen af, at lade din hånd glide igennem græs på en eng, man får fat på et strå og lader den glide imellem fingrene, så alle kornene sidder som en lille buket imellem to fingre. Det har jeg gjort mange gange hele mit liv og på 2 sekunder har græsset skabt en perlekæde af sanselige minder ned igennem mit liv. Vi er knyttet til naturen – vi er natur og vi henter noget af os selv hjem igen, ved at genoptage kontakten.

 

 

 

En sten som ligger godt i hånden

Er du også en af dem som i forvejen tager fund med hjem fra dine ture i naturen.
En smuk fjer, en sten som ligger godt i hånden, et fossil som tager én på en svimlende historisk rejse eller en kroget gren – som kan noget. Når jeg laver en fjerholder eller et herbarium handler det om to ting. Både en iscenesættelse af et objekt som har givet mig en æstetisk naturoplevelse og et forsøg på, at værne om et minde, den dag i naturen gav mig. Jeg ved at jeg tager naturen forgivet, jeg ved det er et problem og jeg ved at jeg skal gøre noget ved det.

Naturen kan også give os pigmenter, medicin, mad og velvære. Og jo mere vi ved om hvad den kan, jo flere erfaringer vi har med at bearbejde den, jo længere ind under huden kommer den. Det er min påstand og den bygger jeg på, min egen oplevelse af at flytte tættere på naturen og mit arbejde med at omsætte naturen kreativt og i min materiale udvikling.
Når jeg laver workshops, er der altid én – ofte flere, som fremkalder oplevelser fra deres barndom, Det samme gælder de børn, jeg underviser. De kommer også med tidlige erindringer om, at mase bær mellem fingrene og se den mørklilla farve løbe ned af hånden. Opleve det som blæk og overføre det til et stykke bark. Det er i al sin enkelhed, dybe og intense oplevelser vi gemmer i vores erindringer.

I naturen har vi stærke fælles oplevelser, alene oplevelser og æstetiske sanseoplevelser. Vi har eksistentielle oplevelser, hvor brikkerne falder på plads, kompleksiteter opløser sig, vi bliver afklaret eller vi bliver distraheret for en tid.
Naturen kan give plads til mange forskellige tilstande, måske er det fordi der er højt til loftet eller de gode rolige hormoner som frigives – vi bliver iltet – der er i hvert fald mange gode grunde til at passe på den og passe på os selv i samme åndedrag.

 

Et herbarium er en samling af tørrede og pressede planter, som man helt tilbage til 1500-tallet har brugt til at klassificere planter videnskabeligt.

Man kan også lave et herbarium over sin have, som en hjælp til at lære den at kende og huske hvad man har. Jeg ved ikke hvordan I har det, men der er mange jeg glemmer og først husker når de kommer frem igen og navnene ryger også ud til fordel for ….ja det er sgu et godt spørgsmål. Så jeg har besluttet at jeg vil lave et herbarium eller en havehukommelse. Jeg kunne også lave det sammen med min datter  eller også er det et “når børnene flytter hjemmefra projekt”. Vi får se.

Evighedsblomster
Man kalder også tørrede og pressede blomster for evighedsblomster, som er et af mine ynglingsord og det giver god mening, for de kan holde i en evighed, hvis man passer godt på dem.
Jeg bruger også evighedsblomster til at hænge op på væggen, i buketter sammen med friske blomster og som borddekoration.

 

Sådan gør du.

Materialer:

Blomster, gerne med så mange plantedele som muligt.
Aviser
Noget tungt (fx. bøger)

How to:

Gå en tur og pluk blomster eller planter med hjem. Tag nogle chancer, man kan blive overrasket over skønheden i en bellis. Du kan vælge et område, din egen have, en park du ofte kommer i eller ukrudt på turen hjem fra fx. børnenes fritidshjem. Det kunne blive til en hel lille fortælling.

Arbejd der hvor de skal lægges i pres, så du ikke skal flytte rundt på dem men bare skal lægge de tunge bøger ovenpå. Læg planterne så udfoldet på avisen som muligt imellem avisens sider. Hvis stænglen er tyk,og saftigt, som fx. en påskelilje, skal den have ekstra opsugende papir evt. køkkenrulle, omkring sig. Hvis du har fat i de saftige blomster så som hyancinter og påskeliljer, er det klogt at skifte avisen jævnligt ellers mugner den.
Når du synes de ligger godt, lægger du de tunge bøger over så de dækker hele planten.

Evelyn og Mag (herover) er to meget forskellige kvinder, men en ting har de tilfælles, de har hang til cider. 

Evelyn blev i sin lokale smugkro serveret en champagne lignende cider af bartenderen Kaj. Den havde den karakteristiske perlende prikken på tungen, let og gæret. Spændende og med det altid festlige moment når proppen popper. Intet af det brød Evelyn sig om. Champagne mindede hende om alt hvad hun afskyede ved sin opvækst. At cideren prøvede, at ligne noget den ikke var, havde hun ikke meget fidus til og den gærede smag: føj for satan!

Alle troede Evelyn var færdig med cider og ingen turde servere den for hende igen, ikke efter sidste gang. Men en sen aften hørte de lyden af Evelyns gamle pick up truck hvinende bremser, som med nød og næppe undgik at ramme direkte ind i brønden midt på gårdspladsen. Kaj var faktisk ved at lukke smugkroen, men så straks på Evelyns alvor, at sådan skulle det ikke være. 

Evelyn var nu altid alvorlig, med mindre en historie, oftest hendes egen, fik et skadefro smil endog en lille latter frem. Derudover var alvoren hendes. Hun var egentlig en smuk kvinde, så tilmed rar ud. Kroppen var sej og senet, men fremstod tung. Nok pågrund af den store blå-orange ternede skovhuggerskjorte. 

Alle var lidt utrygge ved Evelyn og det gjorde det ikke bedre, at hun altid gik rundt i den skjorte. Den havde tilhørt hendes tidligere medarbejder Ernst, som var forsvundet sporløst efter hendes mands pludselig død. 

Kaj kunne greje Evelyn og Kaj havde det karaktertræk, som Evelyn satte allermest pris på. Han kunne holde sin kæft, han var ikke typen som løb med sladre, det lader sig ikke gøre, når du  driver en smugkro, nu på 16 år. 

Inden Evelyn havde placeret sin trætte krop ved baren, havde Kaj skænket en vodka med en isterning i. Evelyns signatur drik, som hun havde lært at drikke i Finland. Hendes første mand havde svensk-finske aner af den fine slags, men de drak vodka med is i. 

Efter den første vodka, kom det frem at traktoren havde drillet hele dagen og Evelyn var kommer bagud med skovarbejdet. Der skulle flyttes tømmer og det var et utaknemmeligt punkt på den lange liste af gøremål, som fyldte dagen op. Særligt fordi tømmeret drættede om som pinde i et mikado spil i år, pågrund af forrige års tørke. Økonomien var i forvejen stram og det tørre pindebrænde var ikke til at sælge til en ordentlig pris. 

Overvejelserne om at fælde hele æbleplantagen og plante juletræer i stedet, var igen under overvejelse, en tanke Evelyn virkelig ikke brød sig om, men som altid dukkede op i disse situation. 

Æbleplantagen var blevet anlagt af hendes mormor, som oprindeligt kom fra Bretagne og havde fået plantet franske æblesorter på 2 tønder land, for at overleve livet på Lolland. 

Vodkaen gav hende en let rødmen i kinderne og Kaj fik samtalen hen på noget andet med en historie om deres fælles skolekammerat Jannick. Begge var enige om at Jannick var en klovn, en kær klovn, men dog en klovn. Hans påfund fik altid den skadefro latter til at rulle imellem Kaj og Evelyn. 

Og mens latteren rullede greb Kaj fat i en flaske, som han placerede på bardisken lige foran Evelyn. Som et pludselig vejrskifte blev Evelyn tavs, så på flasken og så op på Kaj. Den dag idag kan Kaj ikke helt forstå, hvad der egentligt fik ham til at gribe flasken. Måske var det stemningen. Letheden hvormed de fandt ind til det punkt, som altid fik fat latteren. Kaj kunne godt li´ at se Evelyn morer sig. 

Hvor om alting er stod der pludselig en cider imellem dem.

Jeg synes du skal smage den her Evelyn. 

 

I november havde jeg besøg af journalist Pia Olsen/ Livingstories og fotograf Anitta Behrendt, som lavede en fin boligreportage om mit hjem. Den blev bragt i Boligmagasinet november 2019. Se den i sin fulde længde her: Julereportage_boligmag

Walk, collect, create i julen.

Uden at drage politik ind i det, kunne man godt sige at jeg laver vinterpynt. Det starter faktisk allerede omkring allehelgens – for jeg ser en sammenhæng imellem fejringen af dem som vi har mistet og de tørrede blomster, planter, frøstande og kogler, som jeg finder på strandenge. 

Jeg synes der er noget virkelig smukt over en rejnfan som er forvandlet til en chokoladebrun stregtegning af sig selv. Den er død, men alligevel sjælfuld og så bærer den på sin egen genskabelse – frøene. Jeg laver dekorationer, buketter og julepynt ud af blomsterne, som heldigvis fungerer godt som juledekorationer og ja faktisk hele vinteren.  Om sommeren mikser jeg de tørrede blomster op med friske grene eller blomster og det fungere også rigtig smukt sammen.
Det er en smuk måde at genbruge på.

Naturfarvning om vinteren.

Om sommeren samler jeg blomster og planter, som jeg kan naturfarve med. Nogle af dem hænger jeg til tørre, så jeg har noget at farve med udenfor sæsonen. Blade fra træer som har gode egenskaber kan man plukke lige indtil de falder af. De har ikke samme kraft som når de springer ud, men det kan godt gå an. Jeg er så heldig at have et valnøddetræ i min have og når valnødder falder af træet, samler jeg de grønne skaller sammen og brygger en nærmest chokoladebrun suppe. 

Hvis du vil lære teknikken og lave en masse naturfarvede tekstiler, så kan du læse mere om mine workshops her.

Du behøver ikke at have nogle forkundskaber. Jeg guider dig igennem hele processen og fortæller om teknikken, historien bag og det bæredygtige ved at naturfarve og du får en masse naturindfarvede tekstiler med hjem