Transformation

Jeg opløses og fremkaldes på samme tid.

Jeg tager afsked.

Jeg siger farvel.

Jeg vinker og vender mig om og går.

Jeg er lammet, tror ikke længere det nytter noget

vi skal jo dø.

Jeg googlede pollusion og gennemså alle de billeder som kom op. Jeg satte mig for, at se det i øjnene og se hvad det gjorde ved mig.

Om jeg kunne finde skønhed i destruktionen.

Hver morgen siger vi morgenvers sammen med de andre i kor:

Det skønne beundre

Det sande beskytte

Det ædle dybt ære

Det gode beslutte.

Det leder os mennesker

i livet til målet

i handling til retfærd

i hjertet til freden

i tanken til lyset.

Og lærer os tillid til gudernes virke

I alt, som er

I verdens alt

I sjælens dyb

og til sidst siger vi ”en god dag” ud i luften.

Det føles godt.

Det er et menneskebad.

Jeg vil tilbage til livet.

Men først skal jeg sige farvel mens jeg synger salmer og ser på måneskins toner. Verden kalder – råber om hjælp og jeg ved ikke hvad jeg skal svare, jeg står tavst og vinker farvel.

Der er så meget godt i vente, siger jeg med ord til mig selv.

Ordene bliver korte konstateringer om tilstande og vilkår.

Tilstande som kræver rum, som kan favne transformationer, hvor vi opløses og fremkaldes på ny.

Gamle lag i identiteten bryder frem, andre opløses og bliver mit før jeg, før dette parentes.

Når du mister ophører det moderne brat.

Kroppen tager over, som det mylder af millioner af samarbejdende celler, som opretholder dette liv.

Den moderne ”hjernedel” bliver overflødig. Man klare sig igennem det moderne liv på automatpiloten og søger åndeligt asyl i kunsten, i det sanselige, i kroppen, det mellemmenneskelige, det æstetiske, det spirituelle eller det religiøse.