Pigmenthaven 2020

Som mange af jer ved, er jeg dybt optaget af at bruge naturen kreativt. Jeg sanker materialer i skoven, i grøftekanten, på stranden, på engen og i haven. Nogle materialer bearbejder jeg om til pigmenter, som jeg indfarver tekstiler med eller maler med. Ud af de indfarvede materialer, laver jeg nogle enkle produkter, som I kan finde i min webbutik. Jeg laver de forskellige produkter mest af alt for, at konkretisere hele processen og samtidig vise hvor rig naturen er. Men vigtigst af alt, gør jeg det sammen med andre nysgerrige ildsjæle – på workshops, som billedskolelærer og som huskunstner i folkeskolen. 

Måske kender du følelsen af, at finde mad i naturen og hvor forskellig den er fra at købe det i et supermarked. Det er den samme oplevelse at hente materialer i naturen, som i går da jeg var på Møns klint og fandt kridt, kul og ler og tog det med hjem og brugte på en workshop dagen efter. Eller når jeg forvandler et pigment lavet af egetræ – med jern, syre og base. Jeg deler ud af min viden og inspirerer andre til at forholde sig til naturens ressourcer. Hvorfor jeg mener det er så vigtigt, kan du læse mere om her.

 

 

Pigmenthaven 1. kapitel

Det er den del, som nu har taget fart. For i februar ringede Sigrid fra Billedskolen Storstrøm og spurgte om jeg kunne træde til. Hun havde 4 hold som savnede en underviser og jeg sagde ja tak!. Undervisningen foregår på Rønnebæksholm Kunsthal, som har en kæmpestor herregårdshave.
Mens verden gik i Corona-dvale, begyndte Pigmenthaven at spire. Lotte fra Rønnebæksholm, Sigrid og jeg gik i gang med at lægge store planer, som jeg glæder mig til at fortælle jer mere om – navnet er “Pigmenthaven” og det er en ok ledetråd.
Vi går allerede i gang med at uddanne børnene i at bruge naturen kreativt. En sommerskole i august og workshops til 13 folkeskoleklasser! Der nu drysses ud over efteråret.

 

Sommerland

Den nye designlinie på Talentskolen, som residere på Holmegårds Værk er også interesseret og skal igennem et forløb i september. Og lige før sommerferien landede huskunstner forløbet “Sommerland” hvor knap 150 børn fra Lollands flade muld, skal lære om naturlig kreativitet af mig og Lea Aino – det var en tung én at lande. Statens kunstfond ville ikke støtte, men det ville kulturpuljen i Guldborgsund og Nørre Alslev Skole heldigvis, så nu går det løs og som om det var det.

Håber I er blevet nysgerrige på, at bruge naturen kreativt, I ved hvor i kan finde mig derude i Sommerlandet og Pigmenthaven – nyd den og pas på den med sporløs færd.